onsdag den 31. oktober 2007

RSS og Igoogle

Nu har jeg fået set dels på sidste uges opgave RSS samt denne uges opgave igoogle. Jeg kan godt forstå det sådan rent opgavemæssigt og kan også godt se det smarte i begge ting. Men fordi der i hvert fald på mit gymnasium er rasende travlt på biblioteket, så bliver det nok først senere, jeg får tiden til helt at summe over opgaverne og dermed få dem lavet, så de passer mig bedst.
Jeg synes, det er sjov og lærerigt at være med i disse opgaver, men jeg kan godt mærke, at det er lidt hårdt at være ansat et sted, hvor "udlånsvagter" og "kontortid" er en og samme ting. Det kan i disse tider med mange opgaver være svært at finde tiden til helt at fordybe sig i opgaverne.
Men heldigvis ligger de jo under programmet, så det er bare at gå på med krum hals senere på året.
Og når man så er så heldig at have en næsten privat livlinje til flere af ressource personerne, ja så er der ikke noget at klage over:-)

fredag den 19. oktober 2007

Efterårsferie

En af glæderne ved at arbejde på en uddannelsesinstitution er, at man opsparer afspadering, så man har fri i alle skoleferier. Det er dejligt, når man har skolesøgende børn men også dejligt at rent egoistiske grunde.
Jeg har nu en lille uges tid haft ferie sammen med mine børn. Tiden bliver i vores familie brugt til især at holde fri fra vores hverdag, hvor vi som mange andre familier kører i et mere eller mindre stramt tidsskema.
Ferien har indtil videre budt på feriebesøg for de to yngstes vedkommende, biografbesøg for mor og yngstebarn, rengøring, håndarbejde samt bare det at gøre lige det, man har lyst til.
En ting var dog vigtig for os alle. Min søde kæreste, som i en uges tid har været i Ungarn, kom tirsdag i denne uge hjem. Vi mødte glade op i lufthavnen for at afhente ham, og gensynsglæden var heldigvis gengældt.
En anden stor ting skete i yngstebarnets liv. Hun fik af sin kusine og dennes kæreste en "build-a-bear", "bamsen" var en pink kat. Aldrig har jeg set hende så glad. Og når man så ovenikøbet er så heldig, at denne kusine også er temmelig kreativ og i forvejen havde syet fire kjoler (her i blandt en brudekjole), ja så ville glæden ingen ende tage.
Nu ved vi da alle, hvad yngstebarnet har på ønskesedlen til jul: tøj og ting til prinsesse Kitty, som den pinke kat er døbt.

søndag den 14. oktober 2007

ÆV

Selvom mit hold i går ikke tabte, men spillede 1-1, ja så er det ærgeligt. Kun en sejr talte, hvis de skulle vinde rækken. Men man må retfærdighedsvis sige, at de andre på dagen var den tand bedre, så de har fortjent vundet rækken.
Men derfor er det da stadig ærgeligt :-)

fredag den 12. oktober 2007

Sport er sundt

Ja, vi skal jo til det: Skrive om sport.

Som man kan se under det, der står om mig, elsker jeg sport. Ikke at udøve det, nej nej, hu ha da... Nej, at SE sport er noget af det bedste, jeg ved. Og jeg tror, at mange indlæg på denne blog kan komme til at omhandle sport.

I morgen skal jeg ud og se mit største idol indenfor sport: en flot ung 16 årig rødhåret knægt, som spiller fodbold. Ikke et "Michael Laudrup-talent" men en spiller, som leverer en god gedigen indsats hver gang uanset, om han spiller i forsvar, midterbane eller angreb.

Han kan i mine øjne ikke lave noget forkert på en fodboldbane, jeg tror ikke helt, træneren er HELT enig med mig.......

Inden nogle læsere sidder og bliver forarget over, at en gammel kone som mig sidder og savler over en 16 årig og straks tænker uartige tanker, skal jeg måske tilføje, at den 16 årige er mit ældste søn.

Jeg har nu haft den fornøjelse at følge ham i næsten alle hans kampe, siden han startede med at spille fodbold som 5 årig. Det er, mens de er små, en selvfølge, at de elsker at forældrene er med for at se dem spille bold. Men det giver en klump i halsen og en bunke stolthed i brystet, når han som 16 årig stadig siger, lige inden han kører afsted til kamp: Mor, du kommer vel og ser mig?

Og jeg bilder mig ind, at det ikke er af ren egoisme, han siger det, som han sikkert gjorde, da han var 6 og 7 år.

Nå tilbage til sporten, det var jo det, som indlægget skulle handle om: I morgen skal sidste kamp i turneringen spilles. Nummer 1 og nummer 2 tørner sammen. "Mit" hold er 2'er og SKAL vinde for at blive vinder af turneringen. Oveni er det "ærke-rivalerne" fra nabobyen, så de skal pr. definition have klø uanset hvad. Jeg tror, alle os, som møder op til denne kamp, får en kæmpe oplevelse, vi bliver forhåbentlig vidne til en rigtig "herre" kamp. Og jeg skulle da kende mig selv rigtig dårligt, hvis I ikke bliver belemret med resultatet af kampen i et senere indlæg.

onsdag den 10. oktober 2007

Chit chat

Jeg lovede jo i første indlæg, at jeg ville skrive mere på bloggen i denne uge. Jeg har nu kastet mig over noget af denne uges opgave; Chat.
Jeg må vel hellere indrømme, at kollegaen, som er lysår foran vi andre (og hun ved godt, hvem jeg taler om) allerede i sidste uge fik mig lokket ud i chat.
Idag har jeg så chattet med to kolleger samtidig. Det var skægt. Dog tror jeg, man med tiden skal opfinde en "chat-etik" - hvordan finder man ellers ud af, hvad den enkelte svarer på, for man kan jo nå at skrive mange ting, før de andre svarer.
Nå men det var ikke særlig fagligt mest sjov, så det var OK uden etik, og nu er jeg jo nok mest til det spontant opståede, så jeg ser tiden an.
Der er dog stadig opgaver indenfor chatten, der skal udforskes......

lørdag den 6. oktober 2007

Nu er der snart "udsolgt".

Er her sidst på eftermiddagen kommet hjem fra et fantastisk kursus for skolebestyrelsesmedlemmer. Det er altid dejligt, når man kommer hjem fyldt med en masse gode oplevelser. Vi har hørt nogle rigtige gode foredrag. Et af dem fik jeg personligt meget ud af for det rammer ned i noget, som rører min lille familie meget personligt. Essensen fra foredraget var, at sådan som jeg har tænkt på at løse problemet, også var sådan som foredragsholderen, som er en kapacitet på området, også ville løse det. Det gør, at når man skal op og forsvare sine holdninger på sit barns vegne, så er ryggen noget rankere, og der er meget mere ro over ens indre. Jeg ved, jeg gør det "rigtige" for mit barn og dermed for hele familien.
Et af foredragene var med Benedicte Riis fra Tante Andante http://www.tanteandante.dk/.
Benedicte er en dejlig kvinde med en stor udstråling. Hun gør, at man går hjem meget oplivet.
Nu skal resten af weekenden vist bruges til at få ladet op på batterierne.

fredag den 5. oktober 2007

Mit første indlæg

Endelig kom jeg i gang. Der er snart weekend, men jeg lover, der kommer mere i næste uge.